Ivar Vidfadme

skånsk, dansk og svensk sagnkonge fra sagalitteraturen

Ivar Vidfadme var en dansk sagnkonge, der optræder i flere sagaer.Han kaldes (oldnordisk: Ívarr inn víðfaðmi dansk og norsk: Ivar Vidfavne, på svensk og flere andre sprog: Ivar Vidfamne, på latin (i Historia Norvegiæ): Iuarum cognomine Withfadm)

Ivar Vidfadme
Skånsk, dansk og svensk sagnkonge fra sagalitteraturen Redigér Wikidata
Muligvis fiktivt menneske, sagnkonge Redigér Wikidata
Kønmand Redigér Wikidata
FornavnIvar Redigér Wikidata
Født7. århundrede Redigér Wikidata
FødestedSkåne Redigér Wikidata
Dødukendt værdi Redigér Wikidata
DødsstedDen Finske Bugt Redigér Wikidata
FarHalfdan Snialli Redigér Wikidata
BarnAud Djupaudga Redigér Wikidata
Bes­kæf­ti­gel­sekonge Redigér Wikidata

Herkomst og regering

Kort med en mulig gengivelse af omfanget[fn 1] af Vidfadmes rige(r) ifølge sagaerne, omkredset med rødt og de underlagte territorier med lilla (det nøjagtige forhold mellem direkte underlagte områder og afhængige territorier er dog åben for fortolkning).

Ivar Vidfadme skulle være af den gamle skånske kongeslægt og derfor være begyndt som konge af Skåne. Ved list, svig, giftermål og krig skulle han have udstrakt sit magtområde til de øvrige danske lande samt Sverige, dele af Finland og Norge samt andre besiddelserDet, der drejer sig om samlingen af alle danske landsdele under den samme konge, kunne tolkes, som Ivar Vidfadme er den første konge, der regerede over et samlet dansk rige.

Han var muligvis søn af Halfdan Snialli (også kaldet den veltalende) af Skåne (en bror til kong Gudrød af Skåne) med dennes kone Moeld hin Digre (den tykke). Suhm hævder, at han i en gammel beretning havde fundet, at Ivar Vidfadmes kone hed Guritha og var datter af den jyske kong Alf.

Ivar skulle have levet i sidste halvdel af det 7. århundrede og måske være død tæt på år 700[fn 2]. Efter hans død skulle han være fulgt af sit barnebarn den senere Harald Hildetand, søn af Ivars datter Aud (Auðr) og hendes første ægtefælle kong Rørek af Sjælland (Hrærekr slöngvanbaugi). Andre børn af Ivar end datteren Aud kender kilderne ikke. (Hervarar saga kalder Ivars datter Alfhild) [fn 3].

Beskrivelsen af Ivar Vidfadme ud fra især Sögubrot gengives i Nordisk Conversationsleksikon, Anden Udgave, Tredie Bind, Kjøbenhavn, 1873, s. 861:

Ivar Vidfadme, en Konge, som i det 7de Aarh. beherskede en stor Deel af Norden. Fra Skaane, hvor han havde fulgt sin Fader Halfdan i Regjeringen, udbredte han sit Herredømme over Sverrig ved at fortrænge Ynglingeslægten og over en stor Deel af Østersølandene; senere kom han ogsaa i Besiddelse af de danske Øer ved sit trædske Forhold mod de to Leirekonger Brødrene Rerik og Helge. Han giftede nemlig sin Datter Aud med den Første, skjøndt hun var Gjenstand for Helges Kjærlighed, oppustede derpaa Reriks Skinsyge mod hans krigerske Broder, saa at han dræbte ham, og fik da let Bugt med den ukrigerske R., hvorpaa han bemægtigede sig dennes Lande. Aud flygtede for sin onde Fader med sin Søn Harald (Hildetand) til Garderige. Og da I. Gjorde et Tog hertil, omkom han i en Strid med sin Fosterfader Hord.

Hvad andet Ivar har brugt landene til end at skabe sig et større herrevælde, er vanskelligt at sige. Om han har taget hånd om forsvaret af rigets sydgrænse ved Dannevirke ved vi ikke[fn 4], eller om dette har været overladt til hans stedfortræder eller underordnede i Jylland eller Sønderjylland, ved vi ikke noget om.

Alternativ teori

Kirsten Møller har i bogen Vikingeætten. Brudstykker til et mønster fra 1997 fremsat den teori, at Ivar Vidfadme nok i virkeligheden er en litterær/historisk konstruktion, og at han er identisk med (eller et andet navn for) Ivar Benløs. Der ser dog ikke ud til at være andre, der har taget denne teori op til nærmere overvejelse.

Fodnoter

Kilder

Claus Lund og Karsten Friis-Jensen har i 1984 forsøgt ud fra forskellige kilder at rekonstruere (eller give et overordnet indtryk af) den i hovedsagen tabte Skjoldunga saga. Resultatet heraf er samlet i:

  • "Skjoldungernes saga", redaktion og tekstoversættelse af Claus Lund og Karsten Friis-Jensen, København, 1984

Øvrige henvisninger