Ibadisme

Ibadisme eller ibadiyya er en retning indenfor islam på linje med sunnisme og shiisme. Ibadimuslimer findes primært i Oman, hvor de udgør ca. tre fjerdedele af omanerne, og derudover på Zanzibar og i Algeriet, Libyen og Tunesien. I alt anslås det, at der er knap 3 millioner ibadimuslimer i hele verden, heraf en kvart million udenfor Oman.^[1]

Vestlige historikere og de fleste muslimer opfatter ibaditterne som efterkommere af khariji-sekten, der udskilte sig fra de øvrige muslimer i 600- og 700-tallet. Ibaditterne selv afviser dog en sådan direkte nedstamning fra kharijierne og mener blot, at de to grupper udviklede sig fra de samme forløbere.^[2]

Ibaditternes praktisering af deres tro er beskrevet som puritansk, men samtidig som moderat og tolerant overfor andre opfattelser og religioner.^[3] Ifølge et studie fra forsvarsakademiet er ibadi-retningen karakteriseret ved tolerance og mulighed for folkevalgte imamer.^[4]

Allerede i 700-tallet blev der etableret et ibaditisk imamat i Oman, og i perioden ca. 776-909 herskede et ibaditisk dynasti kaldet rustamiderne i et område i Maghreb.^[4][5]